Tilknyttede Foreninger / Idrætsforeningen Fremad Nørhalne

Idrætsforeningen Fremad Nørhalne (IFN)

 
 

BAGGRUND

Idrætsforeningen Fremad Nørhalne (IFN) er stiftet i 1919. Vi er en fler-strenget idrætsforening, hvor det sociale er i højsædet.

Vision og værdier

Vores vision er: at være det sportslige og sociale centrum for alle byens borgere

Vi ønsker at være en idrætsforening, som tilbyder idræt og motion til både piger og drenge, mænd og kvinder uanset alder.

Det er vores ambition at alle bevæger sig og har det sjovt – samt at alle føler sig velkomne i vores forening.

Vi er en forening, der kendetegnes ved, at “vi løfter i flok” og har stærke fællesskabs-traditioner, og det at deltage i det frivillige arbejde er en naturlig del af at være i klubben, bl.a. i forbindelse med Nørhalne Cup – som medvirker til en god økonomi og styrker sammenholdet i byen.

Noget af det, som er specielt ved IFN, er vores kontingent-struktur. Vi har mange gode, frivillige hjælpere – og en god økonomisk ballast, hvilket vi har valgt at lade vores medlemmer komme til gode med en lav kontingentsats.

Vi kalder det Multi-Power, som betyder at børn og unge kan gå til alle sportsgrene hele året til en yderst fordelagtig pris. Og det er ikke kun børne-familierne, der har gavn af dette, vi har meget gode kontingent-priser til gavn for alle aldre, og derudover har vi også Multi-Power arrangementer hen over året, hvor der er noget for enhver smag: Nørhalne Byløb, familie-arrangementer og byens juletræsfest. Udover kontingentbetaling er det er også muligt at tegne støttemedlemskab af IFN.

Organisation

Vi er organiseret som én samlet forening med én pengekasse. Foreningen består af en række sportslige udvalg, der vælges demokratisk hvert år i november måned. Formanden for disse sportslige udvalg sidder i bestyrelsen sammen med sponsorformand, kasserer, sekretær, næstformand og formand.

Alle ledere, trænere, instruktører og andre hjælpere er frivillige, dog har vi ansat en hal-inspektør og timelønnede rengøringspersonale og klubmedarbejder – samt en Nørhalne Cup koordinator

AKTIVITETER

Vi er i vid udstrækning en bredde-klub, som tilbyder flere forskellige sportsgrene – og er friske til at tage nye ting op til overvejelse, hvis der er interesse herfor.

Pt. udbyder vi følgende:

Fodbold

  • Senior fodbold (2 herre seniorhold samt et oldboys og et grand old boys hold – samt old girls)
  • Ungdomsfodbold (fra 4 år til 19 år) – de ældre årgange er i samarbejde med Biersted IF
Håndbold
  • Ungdomshold i alle aldre (fra 6 år og optil 18 år) – mange samarbejdshold med Biersted IF
  • Damesenior hold

Gymnastik

  • Forældre-barn hold, Børnehold, Rytmehold og springhold
  • Zumba og Yoga
  • Senior gymnastik og Herremotion

Badminton

  • Ungdomsbadminton og Motionsbadminton
  • Volleyball

Andre aktiviteter

  • Åben Klubhus (byens ungdomsklub i vinter-halvåret)
  • Petanque – vi har næsten 80 seniore der mødes ugentligt.
  • Kortspil – i vinter halvåret spilles der whist hver mandag
  • C-hold – vi er kendt vidt omkring for vores C-hold, der består af en flok modne mænd og kvinder, som hjælper med diverse praktiske gøremål
  • Som en af de få – måske eneste idrætsforening har vi eget frysehus og er medstifter af IFNs Kunstvenner, der arrangerer Nørhalne Viser Kunst.

Nørhalne Cup

Årets suverænt største begivenhed i Nørhalne og omegn er Nørhalne Cup, som i 2013 løb af stablen for 30. gang. Det er en international fodboldturnering hvert år i Kr. Himmelfarts ferien med op til 8.000 – 9.000 deltagere fra mange lande. Det kræver hvert år næsten 2000 frivillige hjælpere fra Nørhalne og medhjælper-klubberne, som i fællesskab hjælper med alt ligefra madlavning, vagt på overnatningssteder, resultat information, planlægning til transport og meget meget mere.

Hvis du har lyst til at deltage – og samtidig lære mange andre fra byen at kende; så kontakt cup@ifn.dk

Hvis du vil vide mere om Idrætsforeningen Fremad Nørhalne

kan du læse mere på
  • www.ifn.dk
  • Facebook
  • ”Info-kassen” ved Brugsen
  • Opslagstavlerne i hal/klubhus
  • InfoNyt – husstandsomdelt blad, der udkommer 2 gange årligt (april-august)
... eller kig forbi :-)

Nørhalne Hallen

 
KONTAKT:
  • Hjemmeside: www.ifn.dk
  • Mail: ifn@ifn.dk
  • Telefon klubhus: 98 26 86 75 (dagtimer)